AT TRÆDE STIEN BREDERE – en personlig beretning

Der er mange beretninger som denne – skrevet ned og formidlet på internettet og i bøger, eller fortalt og delt i mødet med et andet menneske. Så det du sidder og læser netop nu, er ikke enestående som sådan, men unikt set ud fra mit perspektiv. En unik fortælling fra mig til dig. Mon ikke mange kan spejle sig i fortællinger som denne? Dig, som er havnet i en svær, smertefuld og livsforandrende situation, med brug for hjælp; Dig, hvis job det er at hjælpe og lindre; dig, der lige nu står ansigt til ansigt med eksistentielle kriser – meningsløshed, ensomhed, dødsangst og manglende anerkendelse og kærlighed; dig som vandrer uden lys og fortabt igennem sjælens mørke nat; dig, hvis sjæl kalder på mulighed for at vokse og udvide så du kan slippe de lag af dig, der skjuler dit sande, autentiske, lysende, kærlige væsen. Til alle os, som ”blot” er mennesker på denne jord, i dette liv, med alle de gaver, udfordringer og potentialer det bringer os.

”Må du være fyldt med kærlig venlighed.
Må du være beskyttet imod indre og ydre fare.
Må du være rast i krop og sind.
Må du leve med lethed, fred og glæde”.
Buddhistisk bøn (Metta)

Mennesket

Jeg har i mine nu 40 år i dette liv fået lov at prøve meget. Anskuer man livet fra en spirituel vinkel, vil man mene, at jeg selv (min evige sjæl) har valgt omstændighederne og vilkårene for dette liv. Netop for at lære, udvikle og nyde det som min sjæl nu er klar til at integrere og transcendere.  Jeg vælger mine forældre grundigt og omhyggeligt. En legeplads for min sjæl med masser af udfordringer, hvor jeg fra en tidlig alder lærer at lindre og lyse i mørket – både for mig selv og andre (nok i virkeligheden mest for andre).

”Igennem mørket finder jeg hjem. Jeg er alene i mørket. I mørket finder jeg mig selv. I mørket lyser jeg vejen op”.   

Jeg lærte at være artig, dygtig, ambitiøs, perfektionist. Jeg lærte samfundssind, at være en god samfundsborger, der gør sin pligt, som uddanner sig, arbejder og forsørger sig selv og sine. Jeg lærte at gå efter det jeg ville have, lægge planer, strategier – og jeg lærte, at jeg skulle følge den udstukne kurs, den lige vej. Jeg lærte, at jeg skulle følge stien de fleste før mig allerede havde trådt flad og bred (så der var mindre for mig at falde over). Jeg lærte, at jeg skulle hjælpe og drage omsorg for andre, mægle og skabe fred, og jeg lærte at være vedholdende og ikke give op. Jeg lærte også at overhøre feedbacken fra min krop og mit hjerte. Jeg lærte at leve mit liv hovedsageligt fra halsen og op (med sindet i førersædet, næret af den mentale energi). Jeg lærte at undertrykke mine intuitive impulser (feedbacken fra min sjæl) der kaldte på leg, nydelse, lethed, glæde og begejstring.

 

Men jeg lærte alt dette (på godt og ondt) af en grund. Jeg skulle følge denne sti et stykke ad vejen, samle viden og erfaring, møde mennesker, opleve sejre og nederlag. Jeg skulle samle æg til min kurv – så jeg var klar til at gå min egen vej, klar til at træde min egen sti – og træde den bredere. 

Socialrådgiveren

Jeg har fået lov at opleve, hvordan det er at sidde på begge sider af skrivebordet. I mine 16 år (still counting) som socialrådgiver har jeg gjort mig umage i hvert et møde med et andet menneske, som har haft brug for systemets (og dermed min) hjælp. Jeg har mødt og taget vare på mennesker i store og små kriser, hvor livet har gjort ondt, og hvor det behagelige, komfortable, planlagte liv har lavet en kæmpe kolbøtte. Mine kloge og dygtige akademiske læremestre har sagt mange vise ting, men det jeg altid husker, er 3 ting: 1) ”En socialrådgiver står (solidt groundet) på 2 ben, et menneskebehandlende ben og et ressource fremskaffende ben.” 2) ”Vi er udstyret med to øre og en mund, fordi vi skal lytte dobbelt så meget som vi skal tale”. 3) ”Det, som har allerstørst betydning, er det som opstår i mødet imellem 2 mennesker.” Disse 3 læresætninger (eller overbevisninger om man vil) har jeg forsøgt at leve mit professionelle liv efter.

 

Og jeg har været klient. Sygemeldt og ude af stand til at passe mit arbejde som socialrådgiver på grund af stress. Jeg måtte forlade min ellers nøje planlagte rute og sti, for at følge min sjæls kald om at træde min sti bredere – forandre og transformere så jeg kunne være dén, kun jeg kan være, autentisk, ægte og hel. Men jeg lyttede ikke ordentlig efter første gang… 

"Jane - du har stress"

I 2013 måtte jeg, lige som flere hundrede tusinde andre danskere, erkende at jeg var stress-ramt i alvorlig grad – belastet udover grænsen af, hvad mit system kunne bære. Meget var medvirkende til denne kulmination. Et liv i ubalance, med et kæmpe pres (ydre såvel som indre) både på job og i familien. Dårlige arbejdsvilkår, kæmpe arbejdspres, manglende kompetent og tydelig ledelse på min arbejdsplads, en følelse af ikke at kunne slå til (nogen som helst steder), ikke at kunne hjælpe mine klienter på den måde de havde brug for – når de havde brug for det – at skulle sætte regnearket og økonomien før mennesket og dermed stå i allerforreste geled som systemets repræsentant med afgørelsen overfor et menneske så ramt, frustreret og magtesløs – møde og rumme alt dette var en kæmpe belastning for mit system. Yderligere samarbejdede min personlighed heller ikke sønderligt meget. At være perfektionistisk (spelt) mor i en børnefamilie med to små børn og at være hustru, var heller ikke en loppetjans. Jeg havde altid en følelse af utilstrækkelighed og en følelse af altid at være ti skridt bagud. Jeg havde intet overblik, intet overskud og absolut ingen koncentration eller hukommelse – overhovedet. Jeg kunne ikke sove, men havde i stedet fornøjelsen af en kaskade af tanker nonstop som jeg ikke kunne slippe eller stoppe. Alligevel kæmpede jeg videre – gjorde alt hvad jeg kunne for at få enderne til at mødes. Jeg mødte mig selv ukærligt og uden respekt og pressede mig selv yderligere ud over kanten. Jeg VILLE bare det hele. Jeg nægtede at give op. Nægtede at anerkende at det var for meget, at jeg ikke kunne. Set i bakspejlet ville det nok kun have været et overmenneske, eller en superhelte-kvinde der ville have klaret dette projekt jeg havde påtaget mig. Og hvem ville ikke gerne have super-powers? Jeg var overbevist om at jeg var stræk nok, at jeg havde disse evner. Jeg ville være en perfekt mor, hustru og medarbejder med ambition. Samtidigt skulle jeg træne, spise sundt og være tynd (som om!). Jeg tænkte, at jeg bare skulle arbejde lidt hårdere, lidt længere tid, lidt mere effektivt, løbe lidt mere, spise lidt mindre og sove lidt mindre – så skulle det nok gå. Min læges besked kom totalt bag på mig, da jeg sad i konsultationen for at fikset tilbagevendende influenza-symptomer – for superhelte får da ikke stress, gør de?

Lægen: ”Jane, du har stress”.
mig: ”Nej det har jeg i hvert fald ikke – du må tage fejl” (tænker: har du overhovedet forstand på det?…)
Lægen: ”Jeg tager ikke fejl…”

WOW!… kryptonit! Med ét var mine super-evner ødelagte. Jeg kunne knap komme hjem og hen op sofaen, for slet ikke at tale om at komme op af den igen. Lige der, på den dag, i de timer råbte min krop så højt STOP! at jeg var tvunget til at lytte – jeg kunne simpelthen ikke andet. Heller ikke selv om jeg ville – selv om jeg brugte al min viljestyrke og stædighed, så kunne jeg INTET, og jeg var knust. Mit selvbillede af hende der kunne alt var slået i tusinde stykker. Nu var jeg ”hende med stress” – ”hende der ikke kunne klare mosten” – ”hende den svage”. Og selvfølgelig var jeg ikke det! Jeg var ”HENDE DER HAVDE VÆRET ALT FOR STRÆK, ALT FOR LÆNGE”. Men lige dér, så jeg ikke den fantastiske gave det faktisk var til mig. Jeg så kun en lorte-gave, jeg for alt i verden ville bytte, så hurtigt som muligt. Nu, i dag, siger jeg TAK fordi det skete. TAK for gaven, der vækkede mig (så eftertryggeligt).

Jeg fik selvfølgelig hjælp til at komme igennem min sygemelding – både fra familie, læge, psykolog, min arbejdsplads og Jobcenteret. Men noget manglede – jeg følte ikke rigtigt at det jeg gjorde, hjalp mig men jeg kunne ikke finde ud af at mærke indefra hvad det var (jeg havde jo afskåret mig fra kroppen og hjertets visdom og var overladt til sindets visdom – altså måtte jeg tænke mig ud af kattepinen, og netop dette kunne jeg ikke (heller ikke), så jeg søgte i det ydre. Jeg fulgte alle de velmenende råd jeg fik – og jeg tog mig ikke tid til (eller viste ikke hvordan) at mærke efter, hvad jeg havde brug for. Lægen tog mit blodtryk, psykologen kiggede på mit selvværd og min evne til at sige fra, Jobcenteret og min arbejdsplads fastholdt min tilknytning til arbejdsmarkedet, min familie var en fantastisk støtte og gav mig tid, plads og kærlighed. Men hjælpen var ikke HEL – det var ikke til HELE mig. Det var til dele af mig – og det som manglede var dét som kunne forbinde mine dele igen så jeg kunne HEALE.  

Jeg havde næsen i sporet, jeg ville jo gerne have denne lidelse og dette ubehag til at gå over (hurtigt). Jeg brugte al min (sparsomme) energi på at GØRE ting der (antageligt) ville være gode for mig. Jeg blev ved med at løbe fordi jeg jo viste at motion var godt, hvilket lægevidenskaben også belærte mig om – men ingen sagde at et belastet nervesystem, et nervesystem i alarmberedskab, ikke tåler yderligere stress som hård løbetræning! Så jeg blev bare endnu mere syg. Endnu mere tappet for energi, for intet blev restitueret og vitaliseret. Så løb ikke! Nu ser jeg, at jeg brugt meget lidt energi på at VÆRE med det som var, være med ubehaget, være med smerten, være med mig lige dér i det nu, der var svært. Det skulle bare gå væk. Jeg var fyldt med aversion, modstand og kamp.

Det var først efter mange psykologsamtaler, at jeg mødet min kærlige vise ven ”yoga”. En kollega og tidligere studiekammerat anbefalede mig at prøve – og jeg er hende i dag dybt taknemmelig. Jeg besluttede mig for at give det et forsøg, uden at have nogle som helst forventninger, jeg var jo i fuld gang med at GØRE alt muligt, så hvad havde jeg at tabe. Jeg elskede det! Det var fantastisk. Det var som at finde den puslespilsbrik jeg havde manglet. Den lim der kunne klistre alle delene af mig sammen igen. Jeg fik mulighed for at lære at mærke mig selv, mærke min krop, som jeg på det groveste havde ignoreret, mærke (sådan rigtigt mærke) mit åndedræt, styrke mine muskler, mine knogler, øge min fleksibilitet både fysisk og mentalt – jeg mærkede gevinsten af yogaen både i min krop, i mit sind og helt ind i min sjæl. Efter hver session gik jeg derfra med en følelse af styrke, ro og balance. Her begyndte min lange spændende rejse med yogaen som rejsekammerat. En rejse hen imod accept, indsigt, egen-kærlighed, respekt og næstekærlighed. Det skulle tage mig 9 måneder at nå hertil. Hvis du har lyst, kan vi følges – jeg kender vejen. 

Yoga er for mig...

… meget mere end blot den fysiske træning og vedligeholdelse af min krop. Det er omsorg og kærlighed jeg giver mig selv, og andre. Det er øvelse i at integrere alt det, der er mig (også det jeg bestemt ikke bryder mig om), det er et møde med skyggesiderne – alt det som mit ego har placeret i bagerste geled (ude af øje ude af sind, eller?!). Yoga er for mig personlig udvikling, vækst, stilhed, mindfulness, meditation, kost, en filosofi, et sæt af overbevisninger/læresætninger/”sutraer”, der kan guide mig som menneske (med en evig sjæl) på denne jord – i dette liv, et redskab til at handle på den bedst mulige måde. Yoga er et fællesskab, en union. Et fælles arbejde med at løfte bevidstheden, løfte energien, oplyse og opløse mørket med vores lys.

Selvberoligelse og mønsterafbrydelse

Min (bevidste) udviklingsrejse startede for alvor i mødet med yoga. Det var her, min interesse og nysgerrighed blev vagt. Lige som så mange andre lærte jeg yogaen at kende som den fysiske træning (”asana”). Jeg oplevede at det var effektiv træning for min krop – og som sidegevinst opdagede jeg også, hvor fantastisk træning yogaen også var for mit sind og mit hjerte. Der skulle gå lidt længere tid inden jeg helt overgav mig til den opdagelse, men da jeg omsider omfavnede alt det som yogaen var, blev min kærlighed til yogaen blot endnu dybere. Og min redning. Min måde at behandle (og senere forebygge) stress på. Yogaen blev en form for ”egen-terapi” for mig – en måde, hvorpå jeg kunne behandle mig selv, rumme og lindre min smerte, mit ubehag og øge min energi, vitalitet og grounding. Yogaen forbinder min krop, mit hjerte og mit sind, og giver mig direkte adgang til mærke og lytte til min intuition. Yoga er mit redskab til selvberoligelse og mønsterafbrydelse.

 

Yogaen blev min ”gateway” ind i arbejdet med mig selv. Jeg læste den ene bog efter den anden om yoga, og fulgte forfatternes anbefalinger til yderligere læsning. Dermed lærte jeg om energiarbejde, chakraer, sjælens mørke nat, spirituel udvikling og meget, meget mere. Det var som om hver bog beskrev lige netop sådan som jeg havde det. Endelig fandt jeg de svar jeg havde søgt efter. Hvis jeg kigger på min bogreol, og følger kronologien i anskaffelsesdato, kan jeg se, at min rejse startede meget kropsligt med et udelukkende fysisk perspektiv på yogaen og de forskellige stillinger og anatomi, derefter det energetiske kropsarbejde med den subtile livskraft, dernæst det filosofiske, fulgt af den mindfulde og meditative hyldemeter. Herefter min nysgerrighed ind i det spirituelle univers. 

Mit EGO-viskelæder

Yoga er også mit ”EGO-viskelæder”. Ikke forstået på den måde at vi skal destruere og tilintetgøre vores ego, på ingen måde – vi har brug for vores ego (personlighed, jeg, selv – kært barn har mange navne) for at vi som mennesker overhovedet kan begå os i verdenen i interaktion med andre mennesker. Så ”EGO-viskelæderet” skal bruges mere i forståelsen af, at vi er mere end vores ego, mere end vores facade, vi viser til andre, mere end vores historie. Jeg har brugt mit viskelæder til at udviske de skarpe kanter og hjørner mit ego kan have – og dermed løse lidt af den binding/tilknytning/identifikation jeg har til mit kære ego. Viskelæderet giver mig mulighed for at nå ind til min sjæl – lytte til min sjæls hvisken og kald, hver eneste dag. Jo mere jeg visker (med viskelæderet) jo mere kan jeg høre, og jo vigtigere bliver min indre verden for mig. En klog kvinde sagde til mig engang: ”din indre verden må aldrig blive mindre end din ydre verden”, og den sætning husker jeg. Mit viskelæder gør mig opmærksom på, at jeg har valgmuligheder – at min sjæl ønsker andet og mere for mig end mit ego. Jeg har et indre billede af, at min sjæl udvider mig, åbner og udvider mit hjerte – at den strækket sig og skaber plads, og at mit ego trækker mig sammen, gør mig anspændt, lukker mig om mig selv, lukker mit hjerte.

”Egoet tror på, at vi er afsondrede og går igennem livet alene.
Sjælen tror på, at vi alle er forbundet og derfor aldrig virkelig er alene.
Universet tror på, at egoet vil blive ensomt og lytte til sjælen”.
– Rebecca Campbell

 

Jeg kan gøre mig fri af mit egos begrænsninger, begrænsende indre stemmer og overbevisninger. Jeg vælger at samarbejde med mit ego, omfavne og anerkende alle de skønne ting mit ego gør for mig hver eneste dag, men jeg giver plads til min sjæl. Jeg ved at min sjæl har alle svarene, men for at få dem, bliver jeg nødt til at lytte. Og jo mere stille jeg bliver, jo mere kan jeg høre. Uden mit ego ville jeg være grænseløs og ulidelig (nærmere umulig) at være sammen med, og med ganske ringe funktionsevne i mit hverdagsliv. Og uden svarene fra min sjæl ville jeg være fortabt alene i mørket uden mit lys. 

Aldrig alene!

Kender du følelsen af at være den eneste med dit helt særlige problem? En følelse af, at være alene og at ingen andre tilsyneladende kender eller kæmper med det samme som dig (egoet der fortæller dig at du er alene og isoleret)? Og så sker det, at du opdager at en anden faktisk har det på samme måde, har haft de samme udfordringer eller tanker som dig. Det, som syntes helt og aldeles individuelt er alligevel på en eller anden måde universelt, noget fælles og delt iblandt mennesker (din sjæl der fortæller dig at vi er forbundet, og at du aldrig er alene). Derfor deler jeg, med min sjæl fra mit hjerte. For at give dig en følelse af ikke at være alene, en følelse af at vi er flere, der går den samme vej – og at vi sammen kan træde stien lidt bredere, så det bliver nemmere for de næste som kommer denne vej, eller som vælger at træde ind på en ny og ubetrådt sti – uanset hvad du vælger, så er du ikke alene. 

Fortsættelse følger

Tak fordi du læste med. Du kan følge med i min fortælling her på bloggen, hvor 2. del af min beretning snart følger. Læs om hvordan min sjæl råber mig op, hvordan jeg træffer valget om at følge mit hjerte – om frygten og begejstringen, om corona pandemiens kvælertag, eksistentiel krise og min sjæls mørke nætter. 

Tak for dig. Tak fordi du er dig. Tak fordi du tjener verden ved netop at være dig. 

  • Sikker bookingbetaling på yoga-liv.dk
  • secure payment
  • dankort
  • visa
  • mastercard
  • mobilepay
Shopping Cart