Jeg træder min sti bredere. Jeg gør det ikke alene. Jeg følges med dig og alle andre, som gør det samme – og jeg følges med frygten, fordi jeg ved, at noget vigtigt og betydningsfuldt er ved at ske, når jeg mærker frygtens tilstedeværelse.
”…About the law of yoga, and of life – when important good things are starting to happen, then powerful bad things are stirred up too, and they come and try to stop the good things. “
– Citat Gesne Michael Roach, Fra bogen “How yoga works”.
Hallo! hører du mig?
Min sjæl kaldte på mig. Sjælen kalder og guider hele tiden, hver dag, hvert sekund. Men jeg hørte ikke helt efter. Eller det vil sige, at jeg hørte det, jeg var i stand til at tage imod lige netop der i 2013 og de følgende år. Jeg blev genforenet med min krop! Tak! Men, min sjæl havde mere på hjertet. Den var tålmodig, kærlig og vedholdende og fortsatte med at hviske til mig fra mit inderste.
Jeg vendte tilbage til mit job som socialrådgiver, da læge og system blev enige om, at nu var jeg ”rask” nok til at komme i gang igen – for lediggang er jo som bekendt roden til alt ondt. Alt i mig fortalte mig, at det skulle jeg IKKE. Min sjæl talte til mig igennem følelser, tanker, sansninger, kropsfornemmelser og tårer. Genforeningen med min arbejdsplads var så ganske ubeskrivelig ubehagelig for mig. Jeg mødte dog troligt op i henhold til aftale. Jeg måtte lukke min dør til mit kontor, isolere mig så meget som muligt, afskære så mange sanseindtryk som muligt, og så mange mennesker som muligt. Og så sad jeg her og græd i 14 dage. Hvis jeg troede det var svært for mig og mit ego at være sygemeldt, så var det intet imod at blive ”rask” igen. Jeg tror det var min psykolog der lige på dette tidspunkt sagde til mig: ”den arbejdsplads der har gjort dig syg, skal også gøre dig rask igen!”… Så her sad jeg, græd og græd, og ventede på at min arbejdsplads ville gøre mig rask igen (?) Det skete ikke. Jeg fik det langsomt bedre – eller der skete i hvert fald en vis form for tilpasning, så jeg langsomt kunne stoppe med at græde og begynde at forholde mig en smule fagligt til mit job.
Men jeg måtte væk. Jeg søgte væk fra den arbejdsplads, der havde gjort mig syg, og som var mislykkedes med at gøre mig rask igen. Jeg blev dog inden for mit fag og mit felt, men skiftede sceneri. Gæt engang… nissen flyttede med. Jeg havde ikke til fulde lært det jeg skulle lære af situationen, så jeg fik chancen igen. Heldigvis blev jeg ikke syg igen, men jeg var aldrig i trivsel. Jeg fandt mig gang på gang på kant med ledelsen, med regnearkene, med min integritet og min faglighed. Mit lys kunne bare ikke skinne så meget som det gerne ville.
Så endnu engang fjernede jeg mig fra ubehaget, fra det ydre der ikke ville mig det bedste. Jeg skænkede det ikke en eneste tanke, hvad det var jeg skulle bevæge mig hen imod, og var så fuldt og helt opslugt af at fjerne mig fra noget. Endnu et jobskifte. Denne gang til det private arbejdsmarked, for det måtte da klart være SÅ meget bedre. Men nej, heller ikke. Jeg kedede mig bravt, fik en administrativ stilling, hvor jeg kunne bruge min hjerne og mine evner til at formulere mig på skrift, ingen menneskelig kontakt udover mine kollegaer. Jeg troede det var det jeg havde brug for (men det var det slet ikke, og det viste mit hjerte og sjæl også udmærket godt). Jeg fjernede mig mere og mere fra at hjælpe mennesker, til nu kun at hjælpe en organisation med at tjene penge, undgå fejl og opnå tilfredse kunder.
Min sjæl var grædefærdig. Hun lå i hjørnet sammenkrøllet som en klud, og brugte sine sidste kræfter på at opretholde sin kærlige, tålmodige og prisværdige vedholdende hvisken (ind i mellem kom der også et lille hulk og et støn – jeg tror også at jeg hørte et lille bandeord).
Ubehaget, mistrivsel og stagnation fortsatte. Jeg havde en følelse af, at jeg satte mit liv på pause fra det øjeblik jeg satte mig i bilen for at transportere mig til arbejdspladsen, udholde 8 timers arbejde, sætte mig i bilen igen for at køre hjem – indtil jeg igen kunne trykke på play fra det øjeblik jeg trådte ind i mit hjem, ind til min familie igen. Al den tid jeg spildte. Alt det liv jeg ikke levede. Alle de nu’er jeg ville slette.
Igennem alt dette havde yogaen været min anker. Jeg lavede masser af yoga, jeg elskede det, og det åndehul det gav mig. Jeg gik med en lille drøm om at have mit eget lille sted – men kun som hobby (naturligvis). Jeg fandt stor inspiration i min dygtige yogalære, Caroline. Jeg kunne jo ikke sige mit arbejde op og arbejde som yogalærer, vel? Min lille drøm voksede stille og roligt frem. Jeg tilmeldte mig min første yogalærer uddannelse og blev optaget, og jeg lagde store planer. Jeg fik lov at undervise mine kollegaer i yoga hver morgen på min arbejdsplads, hvilket var en gave, men det tilfredsstillede ikke min længsel. Det var et åndehul med en smule næring til min sjæl, men det var ikke nok til at opveje det øvrige ubehag og stagnationen. Hvad skulle jeg lære?
Da jeg ikke selv kunne tage beslutningen tog noget større over. Inden for kort tid, skete der så mange ting på min arbejdsplads, der gjorde det umuligt for mig at fortsætte med at tjene mine penge der. Jeg skulle VÆK! (igen, igen, igen) Men denne gang stopper jeg op og lytter. Ja, jeg skal væk, men jeg skal væk fordi det er meningen, at jeg skal lave noget andet. Det er meningen at jeg skal bruge mine evner og gaver på en anden måde, det er meningen at jeg skal tænde for mit lys igen, og skinne det på alle dem der har brug for det som jeg kan. Jeg havde lært det jeg skulle lære der, og nu skulle jeg videre ad MIN vej.
Jeg følger min drøm (GISP!)
I marts 2019 – 2 dage efter min fødselsdag siger jeg mit job op. Jeg gør kort proces. Aflevere min opsigelse sammen med en sygemelding i opsigelsesperioden, pakker mine ting og siger hurtigt farvel til mine nærmeste kollegaer. Og væk var jeg. Det var som om et kæmpe læs kampesten blev fjernet fra mit bryst – jeg kunne trække vejret igen, og straks muligheden bød sig vågnede min sjæl, strakte sig i mit hjerte for at gøre plads, åbne og udvide. Nu, næsten 6 år efter første advarsel, nikkede hun anerkendende og kærligt til mig og sagde ”Ja, tak – nu er du klar, nu kan du høre mig. Du er modig og stræk – jeg hepper på dig!”.
For mig var dette skridt et KÆMPE spring ud i det uvisse. Jeg havde ingen plan b, hvilket jeg havde nul erfaring med. Jeg havde jo lært at følge stien, planlægge, lave strategier, udtænke fremtidige scenarier og handleplaner, forudse potentielle problemer og risici og være klar til at undgå dem hvis muligt, ellers håndtere dem. Jeg havde lært at kultivere et pessimistisk/realistisk syn på verden (ikke noget med alt det der lyserøde optimistiske ”det skal nok gå alt sammen”- pjat), for at forberede mig på det værste. Men lige dér, hoppede jeg ud af flokken, væk fra flokkens beskyttelse, væk fra stien og ud i ukendt territorium, hvor farerne lurede i mørket, og jeg var helt alene (eller det var i hvert fald, hvad mit ego kunne berette fra frontlinjen). Jeg opdagede hurtigt at den største ”fare” var mig selv – mine indre stemmer, mit ego, der kunne mærke garnet stramme. ”…Må du være beskyttet imod indre og ydre farer…” (fra Metta bønnen)
”frygten er begejstring, bare uden åndedrættet” (ukendt citat).
Frygten
Det var supergodt, at jeg havde fået en fornemmelse af, at jeg kunne trække vejret igen – for det fik jeg brug for. Åndedrættet. Efter den første begejstring havde lagt sig lidt, efter jeg havde hyldet den stærke, kraftfulde modige kvinde, der havde truffet en stor beslutning om at følge sit hjerte, så meldte frygten sin ankomst! ”Hvad er det dog du har gjort?” – ”hvordan vil du tjene penge?” – ”du klarer det aldrig!”- ”find dig et ægte arbejde igen, NU!”
Frygten var, og er, som endnu en omgang kryptonit for min kraft. Straks den er der, svækkes min kraft og styrke. At mærke og se frygten, bekymringen, angsten har været en væsentlig og vigtig del af min rejse også. Og jeg er daglig i kontakt med disse dele af mig. Når frygten rejser sig, når jeg mærker sansningen i kroppen, det følelsesmæssige aftryk og de velkendte tankemønstre ved jeg, at det er fordi der sker noget vigtigt, noget væsentligt, noget af stor betydning. Frygten er sammentrækkende af natur. Kontraherende. Knuende og anspændende. Frygten skaber spændinger som sætter sig i min krop. Muskelspændingerne holder på frygten, kapsler den inde og bliver til et muskelpanser, der former min krop og bremser mit flow. Sammentrukket, lukket, anspændt, hård, regid og ufleksibel. Antidoten er yoga, åndedrætsøvelser og masser af lys og kærlighed rettet imod mig selv.
Når jeg mærker Frygten, ved jeg at jeg er på rette vej. Hvis jeg havde valgt den sikre kurs, den brede sti, og dermed igen overhørte min krop, mit hjerte og min sjæl, så ville mit ego ikke have noget at miste, og ville derfor ikke blæse til ”kamp”.
Frygten og kraften
Det er min oplevelse, at når jeg træder ind i min kraft, følger mit hjerte og vælger at udvide mig i stedet for at trække mig sammen og tilbage – så viser frygten, angsten og bekymringen sig. Frygten, er for mig et vilkår, tror jeg – et livstema og følgesvend, jeg ikke sådan bare lige kommer af med, og det ønsker jeg heller ikke. Når frygten er der, vælger jeg at se det som en mulighed for at udvide og vokse endnu mere – også når oplevelsen er så ubehagelig at den næsten er umulig at rumme. Frygten kommer jo netop når jeg SKAL og er KLAR til vokse og udvide, og når jeg skal træde min sti bredere – og dermed kommer kraften også. Frygten viser mig også, at jeg kan vælge. Vælge at leve i NUET med TILLID. Jeg har ALTID et valg. Af og til kan frygten fylde så meget, være så stor, at jeg skal stå meget tidligt op for ikke at lade mig identificere med den. Én ting er at opdage når frygten kommer, at blive bevidst – noget helt andet er det ikke at lade den flytte ind, at bryde mit gamle mønster og tage et bevidst valg om at se anderledes på frygten. Nogle gange lykkes jeg, andre gange gør jeg ikke.
Frygten, offeret og åndedrættet
Når frygten får taget i mig, bliver jeg handlingslammet, opgivende, føler mindreværd, ingen selvtillid, ingen kraft, mod eller styrke, trækker mig sammen og ind, mister energi, oplever apati og resignation, Jeg bliver depressiv og falder sammen. Jeg bliver et magtesløst offer for omstændighederne. Jeg går i kamp/flugt/frys beredskab – hvor jeg helt klart vælger FRYS og nedluk funktionen. Når det sker, forsøger jeg at møde mig selv med omsorg og kærlig venlighed. Jeg forsøger at rumme sansningen, følelsen og tankerne, vær med det der er, og slippe så godt jeg kan. Jeg trækker vejret, bliver bevidst om mit dybe livgivende og beroligende åndedræt – for frygten er jo ”bare” begejstring uden åndedrættet.
Ergo må frygten med åndedrættet være lig med begejstring.
Så jeg trækker vejret igennem frygten, mærker min jordforbindelse, og forbinder mig med begejstringen og kraften, som jeg ved har direkte forbindelse til min sjæl og det min sjæl ønsker for mig.
I april 2019, i påsken, bygger min skønne mand mit nye kontor og arbejdsplads. I løbet af 14 dage, med hjælp fra familie, får vi lavet det skønneste yoga-studio og klinik. Vi når selvfølgelig ikke helt i mål, men vi er i proces, og jeg slår dørene op for mine allerførste yogahold. Jeg er fuld af kraft, begejstring og taknemmelighed. Mit hjerte synger og danser af glæde.
Og så rammer corona-pandemien og dermed lockdown. Og wupti, frygten står klar som et bøjet søm.
Op og nedture, stabilt ustabilt. Højt at flyve, dybt at falde. Jeg svæver fortsat, højden aftager stille og roligt, men hvad jeg umuligt kan vide er, at jeg endnu har faldet i vente.
Psykoterapeuten
Lige som corona-pandemien rammer i marts 2020 starter jeg på psykoterapeutuddannelse. Jeg er stadig fuld af begejstring (frygt med åndedrættet). Jeg vil have et arbejde, hvor jeg kan arbejde med det HELE menneske – både krop, sind, hjerte og sjæl. Jeg er helt klart på vej henimod noget i stedet fra væk fra noget. Jeg vil styrke min virksomhed og mig personligt, og hjælpe så mange mennesker som muligt. Derfor. Jeg er SÅ begejstret!
Uddannelsen kræver meget af mig personligt – det viste jeg godt, men det kommer alligevel bag på mig hvor meget. Det kommer bag på mig, hvor meget der hives frem fra skyggerne og, hvor meget oprydning og tilgivelse der skal til og, hvor jeg langsomt men sikkert skiller mig af med de lag, der lægger bånd på min autensitet, dæmper mit lys og forhindre mig at være ægte mig. Og det booster min udvikling, opvågning og bevidsthed endnu mere. Jeg havde en naiv forestilling om at jo mere jeg viste, jo mere ”bevidst” jeg blev, jo lettere måtte det blive at være menneske (hvorfor ellers gøre det?!) Hvad jeg måtte sande var, at jeg blot blev ked af det, frustreret, vred, fortvivlet og meget mere på et andet og nyt niveau – de vanskelige følelser var der stadig. Lavinen rullede, udviklingen var i gang, og den kunne ikke bremses.
Der var ikke en ” ondue”-knap – jeg har tjekket! Da jeg i forvejen var i gang med at træde min sti bredere, havde kappet alle fortøjningerne til det stabile og sikre arbejdsmarked, havde kastet boldene op (manglede stadig at gribe) og var i fuld gang med at transformere/forandre var jeg et meget sårbart sted. Et sted, hvor tilsyneladende alt var oppe til forhandling. (Så hvor er lige fortryd-knappen når man har mest brug for den, og bare har lyst til at give op?)
”…About the law of yoga, and of life – when important good things are starting to happen, then powerful bad things are stirred up too, and they come and try to stop the good things. “
– Citat Gesne Michael Roach, Fra bogen “How yoga works”.
Eksistensen og sjælens mørke nat (mange nætter)
”Hvor dyrene skri’r og menneskerne be’r”
Corona-pandemien bliver for mig mere end blot en sundheds- og samfundskrise med mundbind, håndsprit og social afstand. Det bliver startskuddet til en personlig krise, en eksistentiel krise. En krise, hvor jeg oplever, at alt det jeg har arbejdet så hårdt på at bygge op trues af nedrivning. En splittelse inde i mig, en tvivl om dét jeg gør, dét jeg kan, om dén vej jeg går nu også er den rigtige for mig, stadigvæk. Jeg tænker, om al denne modvind i virkeligheden er universet der fortæller mig, at jeg er totalt på afveje? Jeg anser ikke mig selv for at være religiøs, men jeg tror på at der er mere imellem himmel og jord, end vi mennesker begriber. Jeg tror på, at jeg er en del af noget større og at der er en guddommelig skabende kraft i alt og alle. Jeg tror på kvantefysikkens og spiritualiteten, der går hånd i hånd og her enes om, at energi er hinsides alt håndgribeligt og materielt. Jeg følte det naturligt at henvende mig til universet i dette mørke – men ingen svarede, eller også kunne jeg ikke høre. Udfordringerne stod i kø.
For ikke nok med at jeg er ramt økonomisk og personligt på min arbejdssituation, så rammer udfordringerne mig og hele min familie bredt og ubarmhjertigt fra alle sider – relationen i mit ægteskab, min mands arbejdssituation, børn der ikke trives i skolen og familiens grundlæggende tryghed – vi rammes og rystes i vores grundvold. Alt er på en eller anden måde i spil, oppe til forhandling, i transformation. Og det er ikke alt sammen lige kønt. Gang på gang føler jeg at bunden er nået, blot for at opdage at jeg faktisk falder endnu dybere ned. Jeg siger gentagende gange til min mand ”Jeg har ikke mere, jeg kan ikke mere, jeg giver op – hjælp mig!” Jeg havde nået bristepunktet (troede jeg). For noget i mig havde mere styrke og mod og var klar til at tage udfordringen op. Det var som om den del af mig havde trænet til lige netop dette øjeblik. Men noget må give sig, dø og transformeres for at noget nyt kan opstå – lige som fugl Føniks, der rejser sig fra flammerne. Det, der må transformeres (og transcenderes) er mit ego, lag efter lag bliver min identifikation med mit ego skrællet af – og klart opgiver det ikke uden kamp! Det helt store EGO-viskelæder er taget i brug.
Og så mærker jeg mit egos modstand og hører frygtens stemme, jeg husker at egoet tror fuldt og fast på at jeg ER alene og isoleret. Jeg går kontra. Jeg må læne mig ind i mit hjerte for at lytte til min inderste stemme. Selv om ydre kræfter uden for min kontrol tilsyneladende har magten over mig, en magt til at afgøre og beslutte om jeg lykkes eller fejler, så mærker jeg et behov for at fortsætte. Jeg kan ikke give op, jeg vil ikke give op. Der er noget her jeg skal lære, og det har jeg i sinde at gøre – på trods af ensomheden, og måske især på grund af ensomheden.
Fortsættelse følger
Tak fordi du læste med. Du kan følge med i min fortælling her på bloggen, hvor næste del af min beretning snart følger. Læs mere om eksistentiel krise og sjælens mørke nætter.
Tak for dig. Tak fordi du er dig. Tak fordi du tjener verden ved netop at være dig.
