yoga

Krise, chok, traume & KROP

At kunne mærke og lytte til kroppen er på så mange måder helt afgørende for din sundhed og trivsel. At kunne fornemme og mærke når noget er galt får dig til at søge læge eller anden form for hjælp i tide, således healingen kan begynde. At fornemme sansningerne i kroppen, skabt af følelser, tanker, humør, stemninger og ydre stimuli, giver dig mulighed for at handle relevant og omsorgsfuldt overfor dig selv og andre. I en almindelighed er dette jo vanskeligt nok i sig selv. Tilføj krise, chok eller traume til ligningen og det bliver en næsten umulig opgave – især på egen hånd.

Splittelsen

Desværre er mange af os afskåret fra kroppen som kilde til information. Vi lever livet fra halsen og op – med vores energi kanaliseret op til vores hoved/hjerne. Ja, vi værdsætter vel nærmest kun den mentale energi, vores sinds energi, alt andet er blot til besvær. Kroppen er underlagt sindet, og vi kan kontrollere den og forme den, lige indtil vi ikke kan. Den mentale energi og vores sinds fantastiske egenskaber og kvalifikationer er afgørende for vores præstation, ambition, materielle komfort, status og hierarkiske overlevelse i det konkurrence- og vidensbaserede samfund vi sammen har skabt. Vi er flasket op med denne indstilling og prioritering, nogle mere end andre. Prisen er dog høj. Vi har mistet kontakten til og samarbejdet med kroppen. Vi kan ikke længere mærke kroppens signaler, vi lytter ikke til kroppens kommunikation, og derfor handler vi heller ikke ud fra, hvad der er det bedste for os som hele mennesker – med krop og det hele. Vi tager beslutninger med hovedet. Vi glemmer at rådføre os med hjertet og med kroppen, og ender derfor med at forstærke splittelsen imellem krop og sind – og spiralen fortsætter ned.

Ikke hjernen alene

Og imens sker livet. Med alt hvad det vil sige at være menneske. Vi udsættes alle for belastninger, kriser (udviklings- og eksistentielle) og livsomvæltende begivenheder. Nogle af os udsættes for exceptionelle belastninger, så voldsomme situationer og begivenheder at traumatisering opstår (akut traumatiske krise). Peter Levine, forfatteren til blandt andet ”Væk tigeren”, ”Den tavse stemme” og ”Traume og hukommelse”, understreger at kropsarbejdet i healing af traumet er afgørende. Vi kan ikke mentalisere os ud af denne form for krise. Bessel van der Kolk skriver i sin bog: ”kroppen holder regnskab” omkring traumer, at hjernescanninger hos et traumatiseret menneske viser at højre hjernehalvdel (intuitiv, emotionel, visuel, spatiel og taktik) aktiveres, imens venstre hjernehalvdel (analytisk, sproglig og sekventiel) vises signifikant mindre aktivitet. Et af hjernens sprogscentre ”Brocas” (placeret i venstre hjernehalvdel) lukker derfor også ned, og man kan derfor vanskeligt sætte ord på tanker og følelser. Så, Kroppen SKAL med!

Kroppen skal med

Og det får jo bare en yoga-læreres hjerte til at synge! JA! Selvfølgelig skal vi huske kroppen – vi skal genforene krop, hjerte, sind og sjæl, og endnu engang blive fortrolig med vores indre stille stemme – vores intuition. Vi må bryde den grænse ned vi i gennem så længe har bygget op imellem vores sind (vores ego) og vores krop. Og blive hele igen. Slut fred med din krop, hvad end du måtte synes om den. Begynd at samarbejde i stedet for at modarbejde. Vi må tillade og turde mærke sansninger og følelser i vores krop når de rejser sig, blive fortrolige med deres energetiske aftryk, så vi let genkender dem næste gang de præsenterer sig i vores krop som sendebud med uundværlig information. Jo mere fremmet du føler at din krop er, jo mere tålmodigt må du dog gå frem i genforeningen. Vi må erkende at sansninger og følelser i sig selv ikke er gode eller dårlige, de bare er. Det er dit sind, der fortolker og vurderer og som sorterer i kategorier som: kan lide/kan ikke lide, behagelige/ubehagelige, smukke/grimme, glædelige/ulykkelige, lidelse/fred og så videre. Det er dit sind, der skaber disse grænser, disse dualiteter. Vi vil opdage, at vi er andet og mere end den smertelige altoverskyggende følelse, der griber og fanger dig i øjeblikket, eller den øredøvende sønderrivende smerte i din krop eller i dit hjerte, mere end den jublende glæde der bobler i maven og mere end det sorte raseri, der rejser sig og lukker alt andet ned. At turde mærke at du rummer alt det, gør dig hel, og forankre dig i NUET. Det er nemlig det som kroppen (også) kan, holde dig i øjeblikkets nu. Som et kærkomment alternativ til sindets bevægelse enten tilbage i fortidens erindringer og narrativer eller frem i fremtidens bekymringer, frygt og strategier. Traumer holder os fanget i fortiden, og tvinger os til at genopleve det som er hændt os gang på gang (igennem flash backs, mareridt) – og hver gang tror hjernen – og derned nervesystemet og kroppen, at det sker (igen) lige NU. Men der er håb.

Hvad er traumatisk?

Også når du oplever dig taget til fange af traumet, hvor stort eller lille det end måtte være. Traumet er din subjektiv oplevelse af en alvorlig trussel mod din fysiske, sociale eller psykiske tryghed. Den begivenhed, der udløser den akutte traumatiske krise kan være: Tab, (herunder tab i forbindelse med for eksempel skilsmisser, nærtstående afgår ved døden, sygdom og pludselig invaliditet, indlæggelser og operationer, aborter såvel spontane som provokerede), krænkelser af ens selvrespekt, identitet og selvopfattelse (udløst af f.eks. mobning (i skolen, på arbejdspladser), verbale eller fysiske overgreb, skilsmisse (også), utroskab, fyring, degradering, økonomisk tab/ruin, vold, voldtægt), samt egentlige katastrofer.

Peter Levine skriver i sin bog ”Traume og hukommelse” følgende:

”Trods den tilsyneladende grænseløse menneskelige tilbøjelighed til at udsætte andre for lidelse og traume har vi også evnen til at overleve, tilpasse os og i sidste ende transformere traumatiske oplevelser”.

”… Mennesker lider under eftervirkningerne af livstruende og overvældende begivenheder, oplevelser der blandt andet omfatter (men på ingen måde er begrænset til) krig, seksuelt misbrug, overgreb, ulykker, invasive medicinske/kirurgiske behandlinger, naturkatastrofer eller det at overvære, at en nærtstående pludseligt dør eller kommer alvorligt til skade. Disse chok for organismen kan ændre et menneskes biologiske, psykologiske og sociale ligevægt i en grad, så erindringen om én bestemt begivenhed kommer til at præge og overskygge alle andre oplevelser og ødelægge personens evne til at mærke og erkende nuet. Det skaber et fortidens tyranni, som griber ind i evnen til effektivt at fokusere på både nye og velkendte situationer. Når man selektivt retter sin opmærksomhed mod de påtrængende påmindelser om fortiden, bliver søvnen en fjende og livet farveløst”.

Man kan, som tidligere nævnt, ikke tale sig ud af traumets greb. Anvendelse af intellektet og mentaliserende metoder er ikke tilstrækkelige. Måske til en start, men heling af traumet er ikke blot en mental proces. Faktisk vil det for mange blot forstærke traumets tag, og fastholde personen i den smerte som traumatiseringen har påført og fortsat påfører personen. Det er, ifølge Peter Levine, helt afgørende at få kroppen med.

Din krop holder traumet

Traumets energi samt kroppens og sindets erindringen om traumet har lagret sig i kroppen, er fanget og låst inde. Holdt af dine muskler, dit fascia, dine spændinger, blokeringer og låsninger, din kropsholdning, dine bevægelsesmønstre og dine tankemønstre. Hele din såkaldte automatpilot er kodet med ”traume-information” og reagerer med automatiserede impulser til handling. Dit system er i alarmberedskab.

I det traumatiserende øjeblik, i situationen hvor dit system registrerer at der er fare på færde, gør dit nervesystem (sympatiske nervesystem) sig klart til, koste hvad det koste vil, at bekæmpe det som truer dit liv. Stresshormon sendes i overflod ud til dine muskler, fordøjelsen lukker ned, pulsen stiger, åndedrættet hurtigt og overfladisk, kraftig energi opbygges klart til en kraftudladning uden lige og mage. Du er nu klar til kamp (eller flugt). Dine ben vil gerne løbe eller sparke, dine arme og hænder vil gerne slå eller værge for sig – du er fyldt med adrenalin, stærk som en bjørn, hurtig som en gazelle og modig som få. MEN, noget i situationen gør, at dit system overvældes. Noget forhindrer dig i at reagere. I stedet for at kæmpe eller flygte fryser du – du bliver immobiliseret. Der sker det samme for dig, som der sker med musen som jages og fanges af katten. Du lukker ned, i forhåbningen om at det er din billet til overlevelse. Al den energi der er opbygget i din krop, har nu ingen udgang, ingen udladning som forventet og kalkuleret. Energi stopper ikke med at eksistere når først den er skabt, den forsvinder ikke bare fordi der ikke længere er brug for den. Energien består og er nu sammen med alle de kropslige sansninger, impulser og responser låses inde i din krop. 

Så hvad gør du så nu?!

Søg altid professionel hjælp, også hvis du er i tvivl. Glem aldrig kroppen. Yoga og andre kropsorienterede behandlingsformer er og kan mange ting, og er særlig eminent som følgesvend når du drager ud på missionen om at lære din krop at kende igen, genskabe forbindelsen og fordele energien rundt i alle krogene af din krop (ikke kun til din hjerne). Måske er det i sig selv ikke tilstrækkeligt, helt sikkert ikke hvis graden af traumets eftervirkningerne overstiger noget du ikke føler dig i stand til at arbejde med på egen hånd. Her kan Somatic Experience (SE) eller Eye Movement Desensitization and Reprocessing (EMDR) være din vej til healing af dit traume.

Somatic Experience er Peter Levines metode/model til at arbejde kropsorienteret med din oplevelse af traumet. At give kroppen mulighed for at reagere (om end forsinket) relevant på de ydre stimuli den har fået påført. At udføre de handlinger kroppen er blevet bremset i. At frisætte den indespærrede energi så din krop igen kan afspændes, nervesystem, muskler og fascia afslappes og dermed opnåelse af frihed i kropsholdning, bevæge- og tankemønstre samt balancering af kroppens biokemiske miljø.

EMDR har til opgave at aktivere og bearbejde den måde, traumet påvirker os på i dag. EMDR terapien kan hjælpe til at mindske forstyrrelsen ved erindringsbillederne og følelserne, som er knyttet til selve traumet. Det kan hjælpe dig til at kunne tænke anderledes om dig selv i din forholden dig til traumet.

Hvis du er blevet nysgerrig, kan du læse mere i Peter Levines, eller Bessel van der Kolks fremragende bøger (før omtalt). Du er også altid velkommen til at kontakte mig, så kan jeg måske hjælpe dig videre på din vej.

Se hvilke muligheder jeg kan tilbyde dig

  • Sikker bookingbetaling på yoga-liv.dk
  • secure payment
  • dankort
  • visa
  • mastercard
  • mobilepay
Indkøbskurv