psykoterapi-aalbo

Det bevidste parforhold – fra reaktiv til kreativ

Forelskelsens illusion

Husker du den ekstatiske stormfulde forelskelse; du har fundet din eneste ene, den eneste, der nu endelig kan gøre dig hel. Et menneske du ikke kan leve uden og som oplyser din dag. En, du kan tale med om alt. En, det føles som om du har kendt altid. Du svæver på en sky. Alt ser smukkere ud, alt smager bedre. Du ser kun din partners positive egenskaber, intet andet. Du føler dig hel og komplet – usårlig. Alt er såre godt.

Sandhedens time

Og så sker det. Forelskelsen klinger af. Måske bare lidt, men lige akkurat nok til at du begynder at se, at dit hjertes udvalgte også indeholder sider, du finder mindre attraktive. Din partners mere negative egenskaber begynder at gå dig på, irritere dig, provokere og (ubevidst måske) ribber op i sår, smerte og frustration fra din barndom. Du opdager, at du har udvalgt et menneske, der indeholder de samme negative egenskaber som dine forældre. Og som måske endda også lokker forbudte sider af dig selv frem i lyset igen. Det gør dig bange. Du reagerer overfor din partner helt automatisk uden endnu at vide, hvorfor eller hvad der er på spil. Og det samme gør din partner.

Magtkampen

Nu er ”magtkampen” begyndt. Konflikterne opstår og tvivlen melder sig på banen. Når du står midt i denne magtkamp, hvor du begynder at anskue og behandle din eneste ene, mere som fjende end ven, virker tilværelsen uoverskuelig. Reaktive handle- og tankemønstre, overtager scenen, og en negativ spiral er født. Magtkampens stadier kan sammenlignes med sorgprocessen. Først kommer chokket. En eneste tanke overskygger alle andre: ”Dette er ikke det menneske jeg troede jeg giftede mig med/blev kærester med!”. Dernæst benægtelsen. Skuffelsen er stor, og du gør alt, hvad du kan for at se din samlevers negative egenskaber i et positivt lys. Men det har kun begrænset holdbarhed. Snart går sandheden op for dig, og du føler dig svigtet. Du føler dig ført bag lyset i forhold til din samlevers sande væsen. Afstanden imellem den fantasi/illusion du oplevede i forelskelsen og den virkelighed, der tegner sig nu, er stor og det samme er smerten. Nu melder vreden sig. Tæt fulgt af bitterheden. Vreden er der uanset om den bliver råbt højlydt ud, eller vendt stille ind i en depressiv selvbebrejdende offer-forklædning. Uanset udtrykket, kan vreden enten være dybt ødelæggende eller en kæmpe drivkraft. Holder du ud igennem dette vrede stadie af magtkampen, kommer du videre til next level – til forhandlingen. ”Hvis du gør dit, så gør jeg dat til gengæld”. Der kan forhandles i en uendelighed – og forholdet bliver nu præget af en ”noget for noget” mentalitet. Ingen af jer gør længere noget uden at forvente at få tilsvarende eller mere retur. Ingen gør længere noget blot for at glæde den anden, eller opfylde den andens behov. Sidste stadie af magtkampen indtræffer – fortvivlelsen. I har nu opgivet al håb (næsten) om at finde lykke og kærlighed i forholdet. Smerten har eksisteret for længe og er for stor. Valget står nu imellem brud, skilsmisse, utroskab, ELLER at finde en løsning på magtkampen, som leder jer til et varigt og tilfredsstillende forhold. Et kreativt og bevidst forhold.  

Dybest set er der ikke væsentlig forskel på forelskelsen og magtkampen, selv om det umiddelbart synes sådan. To menneskers glæde med hinanden er forvandlet til had, og deres gode vilje er udartet til en stædig kamp om overtaget. MEN det væsentlig er, at de underliggende motiver ikke har ændret sig. Begge forsøger at genfinde deres oprindelige helhed og de er stadig overbeviste om at deres samlever har magt til at gøre dem til hele og sunde mennesker, men ingen i forholdet er tilsyneladende villig til at give kærlighed fra sig (kun indstillet på at modtage). De sårer hinanden, nægter nydelse og samkvem i håbet om at få den anden til at reagere med varme og kærlighed. En taktik, der med al tydelighed, ikke virker. Så hvad gør de nu?

Fra magtkampens hede til det bevidste forhold

Det handler om at flytte sig fra det reaktive til det kreative. At blive bevidst om, hvad der er på spil, hvornår og hvorfor. Både i dig selv og hos din partner. Det handler om at give frem for at modtage. Når du opfylder din partners behov, vil du ganske sikkert også opleve at du i langt højere grad bliver imødekommet på dine behov. At handle kærligt, skaber en positiv selvforstærkende effekt, der bryder magtkampens kvælertag.

Det bevidste forhold er kendetegnet ved:

Det bevidste forhold bygger på en accept, der kommer til udtryk i holdninger og opførsel, på vilje til at udvikle og forandre, på modet til at se sin egen frygt i øjnene og på en bevidst beslutning om at opføre sig kærligt. Et ganske andet grundlag end forelskelsen, men absolut lige så stærke og lykkebringende.

Kærligheden i de to første stadier af parforholdet – forelskelsen og magtkampen – er reaktiv. Den er en ubevidst reaktion på forventningen om at få behov opfyldt. Når I beslutter jer for at skabe et mere tilfredsstillende forhold, indtræder I i et stadium af forandring, og kærligheden udvides nu med bevidsthed og vilje. Denne kærlighed kan bedst betegnes som en livsenergi rettet imod en anden i en bevidst bestræbelse på at hele. Denne bevidste kærlighed fører jer til en kærlighed, hvor energien bevæger sig frit imellem jer. Det sker når to mennesker lærer: at se hinanden uden fortegning, at sætte din partner lige så højt som du sætter dig selv, at give uden forventning om at få noget til gengæld, og at påtage dig ansvaret for din partners velvære. I denne modne kærlighed ser du din partner, og din partner ser dig, ikke som en forældreerstatning eller fjende, men som en lidenskabelig ven.

I denne uegennyttige og modne kærlighed befries energien imellem jer og I behandler hinanden spontant med kærlighed og respekt.

Se hvilke muligheder jeg kan tilbyde dig

  • Sikker bookingbetaling på yoga-liv.dk
  • secure payment
  • dankort
  • visa
  • mastercard
  • mobilepay
Shopping Cart